Træning

Fifs, metoder og gode råd

Vi træner i de to discipliner Nordisk Rundering og Nosework.  Men vi laver også en masse andre ting, bl.a. spor. 

Men ud over selve træningspassene, handler det at træne hund om metoder, timing og dedikation. Selv benytter vi en trænings logbog, hvor der hver dag noteres træningspas ned.

Nedenfor kan du læse mere om opstart af hvalp, opstart af Nordisk Rundering/eftersøgning, og de træningspas vi laver for at gøre hunden stærk og smidig.

Opstart af hvalp

Den vigtigste fase af træningen

Hvis du vil opnå størst muligt potentiale i din hund, ja så skal du være skarp på hvalpetræningen. Hér er muligheden for at få styr på det grundlæggende i din hunds træning. MEN det er også hér, du kan fejlindlære en masse, som du efterfølgende kan bruge RIGTIG lang tid på at aflære igen desværre!

Du skal ikke lave færdige øvelser med din hvalp, men lege en masse ind. Holde motivationen og glæden højt. Men samtidig sørge for at lege de rigtige ting ind!

Kom godt igang

Sørg for at bruge tid på at miljøtræne din hvalp, således at den lærer at håndtere forskellige inputs. Man skal selvfølgelig lige finde den rigtige balance for påvirkningerne, således at man ikke presser hunden for meget. 

Vi har brugt meget tid og energi på at miljøtræne Geo. Han har bl.a. været på Roskilde Dyrskue, på tur i metroen, gået rundt på loftsbjælkerne i Vestre Kapel, været med på gågaden, gået på mange typer underlag, trænet med forskellige forstyrrende elementer  etc. etc. 

Basal lydighed

Sørg for at træne det korrekte fra starten; Den korrekte position, brug de rigtige kommandoer, timingen i belønningen og læg vægt på en masse glæde i hvalpen, når du træner. Det skal være sjovt for hvalpen, så motivationen holdes.

De fleste har nok noget de gerne vil have lavet om ifht. den forrige hund. Så vær skarp på det – ofte ser man, at det er de samme fejl føreren gentager med den nye hund! Søg inspiration og hjælp til at få korrekte metoder indabrjedet. Hvis ikke du får nye metoder, ja så gentager du jo bare det gamle -)

 

Få oparbejdet gode belønningsteknikker – leg med din hund på en måde, den synes er sjov. Det kan være helt modsat ifht. din tidligere hund. Din nye hvalp er unik, du kan ikke bruge “det fungerede sidst, så skal det bare være sådan igen”.

Lær hunden, at “Nej” ikke er noget negativt, men bare udtryk for at noget skal korrigeres. 

Løbe-momenter/lege

Lav små momenttræninger –  lege for hunden, som styrker dens løbeforståelse for retning og lydighed på distancen og fra midten. 

I den forbindelse, så sørg for at træne det korrekte fra starten. Husk at træne på den rigtige længde udslag, men juster antal og underlagstype ud fra hundens niveau.

Hér kan du se to former for løbeøvelser; “længere-ud” samt “firkant”. Begge træner hundens retningssans, lydighed fra midten samt forståelse i hunden for kommandoen “længere-ud” og retningsløb i felt.

Vurdér nøje hvilken type belønning du skal bruge. Til nogle hunde er det godt at bruge direkte belønning på spandene, mens det er bedst for andre hunde at skulle hente bolde/legetøj eller små bøtter med belønning. Gør det til en fest for hvalpen, så motivationen og glæden holdes oppe!

Byg langsomt flere gentagelser på og øg sværhedsgraden i vegetationen, efterhånden som hunden bliver stærkere og mere udholdende.

Se hér fotos fra de momenttræninger vi har lavet med Geo i løbet af hans opstart.

Opstart Nordisk Rundering/ eftersøgning

Sniff...and you shall find

Nordisk Rundering
Hvad er vigtigt

For at få en hund der er stærk i programmet kræves der en hel del. Af både hund og fører. Du skal bruge mange timer på at opbygge hundens evner indenfor selve momenterne RUNDERING – FELTSØG – LYDIGHED. Men derudover er det mindst lige så vigtigt at bruge tid på grundform, styrke og smidighed, så hunden kan mestre momenterne. Med det mener jeg, at hunden skal have det fysiske overskud – deraf kommer det mentale overskud – deraf kommer det gode resultat.  

Og når nu du så har en hund der strutter af god form og arbejdsiver, ja så ser det jo dumt ud, når du som fører kommer buldrende bagefter helt forpustet. Desuden gælder det for dig som hunden – det mentale overskud kommer via det fysiske. Så derfor – god form gælder også for føreren :-). Det er jo en TEAM-PRÆSTATION! 

Nedenfor er beskrevet lidt om de enkelte momenter i det nordiske program. Du kan måske finde inspiration til øvelser på blog-siden eller på vores YouTube kanal teamsearchdog.dk

Feltsøg

Lav ikke feltet for svært altid, da det risikerer at tage tempoet og lysten fra din hund. Byg stille og roligt sværhedsgrad på, og sørg for at holde et godt tempo på din hund. Husk nu, del feltet op i momenter! Aflevering – søg – tempo – retning – forcering af forskellig vegetation. Altsammen delmomenter der skal trænes hver for sig.

Lydighed

Som med feltsøget, så sørg for at dele lydigheden op i momenter. Byg langsomt sværhedsgraden op. Men sørg for at starte med at få det grundlæggende på plads. Træn det perfekte ind fra starten, så skal du ikke slås med korrektioner senere hen – spild af tid! Træn kun sjældent et helt program. Kan hunden delmomenterne, kan den også et helt program – men en konstant terpning af hele programmer dræner lysten! Og hunden bliver ikke bedre, bare fordi den går et helt program. Næ i stedet fokuser på finesse – finesse – finesse!!! (det er bl.a. hér begrebet hundeTOSSE kommer ind i billedet).

Rundering/ eftersøgning

Jeg træner rundering i delmomenter. Jeg løber aldrig en hel bane til træning.

Jeg bygger videre på det fundament, som blev grundlagt i træningen af hvalpen. Langsomt øger jeg antallet af gentagelser og øger sværhedsgraden – fx. i form af forskellig vegetation, svære momenter at forcere, retningsbestemmelse, figuranttræning etc. etc.

Som med al anden træning, ja så start med at træne det perfekte ind fra starten – fx. med den rigtige længde på udslagene. Din hund kan sagtens løbe de lange løb. I starten skal den måske ikke løbe så mange og i svært tilgængeligt terræn – det kan komme efterhånden som den får rutinen og den fysiske styrke. 

Lav øvelser der gør hunden stærkere i afsættet fra midten – retning – vinkel – forcering af div. terræner. Både i skoven men også (og især når du starter op) på nemt terræn, fx. græsplænen i din lokale klub. De fleste øvelser behøver du nemlig sket ikke træne i skoven, men kan med fordel laves på træningspladsen i din klub. Således at den basale lydighed er på plads, til når du kommer i skoven:-)

Se på din hund – hvilken belønning vil virke for netop din hund?? Det kan meget vel være noget helt andet, end for de andre du træner med. Og det har en STOR betydning for jeres succes som team 🙂

Har du en hund, som ikke er så glad for fremmede eller ikke bryder sig om at gø, så overvej om det skal være en bringselshund. 

Vi kører kurser i opstart af Nordisk Rundering/ eftersøgning. Hér kan du få gode råd og øvelser til brug for din videre træning, således at du kommer godt igang. En god start en jo som bekendt halvvejs fuldendt.

Du kan også tjekke vores Youtube kanal ud – hér viser vi div. træningsmomenter. Måske du kan finde inspiration:-)

Følg os på YouTube og få fifs, idéer og inspiration til dine træninger.

Fysisk Træning

Styrketræning

Der skal lægges træningspas ind i ugens løb der styrker hundens muskulatur. Det giver en mere stabil core, som generelt styrker hunden og øger koordinationen. Derved nedsættes risikoen for skader markant, og giver samtidig hunden et større fysisk overskud til alle strabadserne. Udfør gerne 4-6 træningspas om ugen. Styrkeøvelserne kan desuden bruges som en del af opvarmningen før træningspas/konkurrence.

Smidighed

Smidighed øger fleksibilitet i led og muskler samt styrker koordinationen. Derved nedsættes risikoen for skader markant, og giver samtidig hunden et større fysisk overskud til alle strabadserne. Udfør gerne 4-6 træningspas om ugen. Kan med fordel udføres efter styrkeøvelserne! Smidighedsøvelserne kan desuden bruges som en del af opvarmningen før træningspas/konkurrence. 

Kondition

Der skal lægges træningspas ind i ugens løb der styrker hundens iltoptagelse og udholdenhed. Det kunne være svømning (som også skåner ledene og er super god ifht. genoptræning efter skader – især i opvarmet pool kan anbefales), løb med fører, løb ved siden af fører der cykler eller lignende ting.  Antallet af træningspas skal varieres ifht. formkurven.